Jeg har længe undret mig over, at Jeppesen tilsyneladende kan få penge for at få sine skolebladsartikler trykt i Ekstra Bladet.
Hvis redaktøren fra 7.b da overhovedet havde godkendt artikelserien, hvor hovedpersonerne enten nedgøres for at være kendte eller for det modsatte. Overvægtige eller det modsatte. Bøsser eller det modsatte. Eller bare tilfældigvis er til stede og kan fungere som aflader for en indebrændt drengs ubeherskede pubertetstanker.
Af det seneste indlæg kan jeg umiddelbart opsummere følgende højdepunkter: Mette Frederiksen er fed. Det samme er Svend Erik Hovmand, Claus Hjort Frederiksen og Irene Simonsen, sidstnævnte i cirkus-stor-klassen. Torben Lund er bøsse og vil - som den slags - i seng med alle mænd … sågar Jens Rohde.
Hvordan denne højtflyvende retorik opstår, er et mysterie for mig, men jeg forestiller mig at den grundlæggende inspiration fås på personaletoilettets vægge eller en mandag morgen i regnvejr.
Jeg vil dog ønske Jeppesen tillykke - han får meget ud af næsten ingenting.