Thrane

Jakob Hougaard, integrationsborgmester i København for Socialdemokratiet, skriver her til morgen i Nyhedsavisen, at der hersker berøringsangst over for religiøse og kulturelle forskelle. Derfor indledes et initiativ - kopieret efter Århusiansk model - hvor der skal udarbejdes retningslinier til, hvordan virksomheder m.fl. skal forholde sig til ovenstående forskelle.

Det er tilsyneladende hensigten, at dette initiativ skal bringe problemerne frem i lyset og skabe bedre forudsætninger for mellemfolkelig forståelse og [indsæt selv mere pricipforladt pladder]. Dermed rider de videre på den bølge af religiøs ophøjelse og selvretfærdighed, som har oversvømmet landet siden Censurkrisen. Det er blevet de facto-standard, at religiøse argumenter er det absolute trumfkort i den offentlige debat. Og her kommer berøringsangsten ind i billedet.

For hvad definerer berøringsangsten? Er det at åbne op for særlige rettigheder i kraft af et religiøst tilhørsforhold, eller er det at vedholde princippet om religion som en privat sag? Og hvilke perspektiver og præcedens danner det førstnævnte udgangspunkt?

For mig at se, så er dette initiativ et gigantisk selvmål. I stedet for at skabe bedre forståelse mellem mennesker, så fremhæver man nu forskellene. Skal et barn eksempelvis kunne melde fra til gymnastik, madlavning eller hvilket som helst anden aktivitet i kraft af en religiøs spændetrøje, og hvordan vil Asker og Achmed fra 5.b blive påvirket af dette nye element i deres venskab? Dette er bare ét perspektiv, mange andre synes at melde sig, hvis tesen tænkes videre.

Slut herfra - jeg skal på lokum!

I sagen om Ungdomshuset, hvor de fleste medier - i noget der kan minde om forsinket forældreomsorg - har brugt ganske meget spalteplads på at beskrive de forskellige krav, som er kommet fra Ungdomshuset og dets erklærede frihedskæmpere, er min kvalmegrænse snart nået.

Jeg har fra starten haft det synspunkt, at den smalle og snævertsynede gruppe af unge, hvis bedste kort åbenbart er at fordømme det samfund, som netop giver dem mulighed for at tåge rundt i en principforladt og ansvarsløs parallelverden, burde spørge sig selv, hvordan det er kommet så vidt, at de vel mere eller mindre ubevidst er havnet i en kræver-mentalitet så stærk, at det medfører vold og ødelæggelser.

Folk slås for deres liv, sikkerhed, mad og demokrati. Folk stemmer om prioritet af offentlige ydelser og services og/eller engagerer sig politisk på anden vis.

Jeg har selv haft min røde ungdom, men jeg håber da, at min abstraktionsevne selv dengang ville have forhindret det kollektive nedbrud, som kravene om nøglefærdige, opvarmede og centralt placerede ungdomshuse udstiller.

Min kollega på bold.dk har for nylig relanceret sit website Observans.dk, som kommenterer forskellige samfundsmæssige finurligheder (frit tolket af red.). Herunder et ganske udmærket indlæg med titlen Gummi-punkerne, som beskæftiger sig med ovenstående tema.

Når weekenden træder i kraft kan man være sikker på:

• at nogen har fødselsdag og snupper den ene af de to dage
• at man maksimalt når 10% af de ting, man har sat sig for
• og endelig at TV er overbelortet med karaoke, sing’a'long og sygelige scenekiks for udbrændte tv-værter eller kasketbærende tabere, som er blevet meldt til showet af deres mor!!

484
Dette er i sig selv absurd nok, og lige som man fristes til at kradse sine øjne ud, hælde syre i øregangen og sende en frisk pose miltbrand i retning af licenskontoret, toner selveste Casper Christensen frem på skærmen med vandkæmmet hår, konfirmationsskjorte og med en folkelig udstråling så tyk, at han burde udstoppes og stilles på det nærmeste egnsmuseum!

I en artikel på BTs netavis lyder det nu som om, at han føler sig en smule forbigået, hvad angår anerkendelse. Det kan vi sgu ikke ha’ siddende på os, og jeg vil gøre det til denne weekends absolut sidste begivenhed: Caspers oprejsning!

Casper, din karriere har været lang og alsidig, og det fryder mig oprigtigt, at du efter en smule stilstand nu for alvor når det ultimative højdepunkt med din rolle som vært i TV2s nytænkende program Grib Mikrofonen!

Lad mig udøse direkte fra hjertet og proklamere, at jeg elsker:

• når du synger afslutningssang i programmet og prøver at nyde rollen på samme måde som den overvægtige afro-amerikanere, der er bragt ind i Jerry Springer Show for at få at vide, at hans kone har født naboens børn og giftet sig med hans onkel
• når du på din egen overflødige facon vugger frem og tilbage når gæsterne synge endnu en sang fra karaokebiblioteket
• når du midt i en sang sat i gang af Loni fra Viborg tager gæsternes hænder i dine og løfter dem triumferende i fællessang
• når du i løbet af et halvt program kan få mig til at græde mere end 3 rodbehandlinger og et Anna Pihl afsnit

Den kedelige cirkel er brudt, anerkendelsen vil spire frem, men resten må du klare selv, for nu vil jeg hoppe i høet …

470
Så var vi sgu i kælderen og svede hele banden. Lea hang i ribben, Maya gik op ad trapper, Kosten cyklede op ad bakke, og jeg havde overblikket.

Det er søndage som disse, hvor håndbold er vidunderligt. En smule ligegyldigt på samme måde som en b-film under en behandling for ondt i håret.

Umiddelbart optimale betingelser men så sker det: Anja Andersen, som normalt balancerer ganske fornuftigt på den tynde line, der skiller hendes genialitet fra vanvidet, hoppede direkte i den røde dragt med trefork og horn og udstillede sine værste sider i den sidste del af første halveg mod Ålborg DH.

Efter en række uheldige - men isoleret set ikke urimelige - udvisninger får hun det røde kort, hvorefter hun i raseri kommanderer sine stjerner af banen og indtager offerrollen. Parodien er født, og til trods for at kampen faktisk blev færdigspillet, så gjorde det mig rasende, at Anja - uanset afsky for dommerne - ødelægger kampen og sine spilleres moral på en så barnlig og usportslig måde. Jeg fik den tanke, at hun i sin ukuelige vindermentalitet ikke kunne forholde sig til et allerede begyndende nederlag og derved hellere ville snuppe martyrdøden end det reelle nederlag, som var på vej allerede inden kortslutningen skete.

Jeg håber, at hun sunder sig, for det bliver da aldrig kedeligt med hende i ligaen - men de pubertære indfald med fuckfingre under trøjen og ironisk klappen må snart ryge til fordel for en mere professionel optræden.

I ganske lang tid har jeg holdt øje med markedet for LCD-skærme med henblik på at skifte min forældede CRT-skærm ud.

Men de høje priserne kombineret med mine høje krav har gjort, at det er blevet ved overvejelserne og håbet om lavere priser og bedre kvalitet med tiden.

Nu var jeg også så heldig, at jeg fik fingre i en 21″ Sony skærm, som skulle kasseres fra arbejdet, hvilket yderligere satte købet i bero.

Men men men … nu er skærmbilledet ganske forfærdeligt, og det kan ikke udsættes længere nu.

Jeg har alvorligt kig på denne: Samsung SyncMaster 204B, da den kan levere en ordentlig opløsning, men jeg tager gerne mod andre anbefalinger, inden jeg river kortet igennem i morgen eftermiddag

Med afsæt i den verdensomspændende hjernenedsmeltning på grund af nogle tegninger i en avis vil jeg hermed højlydt og fuld af selvretfærdig harme opfordre til boykot af følgende:

• Jyske mejeriarbejdere!
  Med en pervers månedsløn på 18.000 plus pension OG julefrokost i Bollelev Bowlingcenter er de jyske mejeriarbejder kun med rette blevet fyret som konsekvens af de vanvittige tab, som deres produktionsområde er ramt af i disse dage. Hvordan skulle en filantropiske bondefilial som Arla, der er gode venner med manden i marken, dog kunne opretholde disse ansættelser og et køligt overblik med en sølle årsomsætning på 47 mia. kr.!
• Blyanter!
  Uden blyanter ingen tegninger. Ingen tegninger giver mere fokus på den langt mere vigtige verdensbegivenhed: EM i håndbold!!
• Teleselskaber!
  De har startet hele balladen for at tjene penge på de mange millioner sms’er, som Frevert i sin egenskab af rundtosset kost er ved at sende rundt til folk som Mogens Camre og andre tophumanister!
• Anders Fjog og Mary McDonald’s!
  Hvad ligner det at lade aviserne tegne smuds, når det gør mælken sur i syden! Som det naturlige regentpar de er, burde de tage til Saudi Arabien og få hugget hænderne af de skyldige og ved samme lejlighed få en opstrammer i respekten for menneskerettigheder, velfærdssamfundets goder og andre af dette lands idealistiske eksportgoder!
• Dannebrog!
  Kønt har det aldrig været, ligner mest et trafikskilt uden hajtænder, og når det nu alligevel er blevet populært som vejmønster og fortovsudsmykning i det gamle Persien, så er det måske på tide at tænke nyt!

blogbilleder/bil.png
Jeg må indrømme, at jeg i dette emne mest af alt er uforstående. Som om jeg har overset noget eller endnu ikke fået fortalt pointen. For hvad er budskabet og den dybere mening med det meget populære “Børn i bilen”-klistermærke?

Dette spørgsmål har plaget mig i flere år efterhånden, og nu må der ske noget. Jeg graver ned i min gymnasieværktøjskasse og prøver lidt brainstorming. Kunne det betyde, at:

• Du kan bare prøve på at køre ind i mig, for nu er der guld i lasten - og jeg er ret sikker på, at det er egen avl
• Både vores vennepar nede på Flagspættevej og Tina og Kurt fik det samme klistermærke, da de tegnede abonnement på Vi Forældre
• Jeg har bevist min frugtbarhed, og bør ha’ et diplom monteret på min Mondeo
• Jeg er egentlig bare lidt forvirret over alle de ting, som hører med til at miste min fritid og har klistret min bil til i en tilstand af apati
• Jeg er en navlepillende grødhjerne, som på trods af min selvretfærdige udsmykning af bilen kun kører pænt i en radius af 30 meter fra vuggestuen og på min egen villavej

Jeg modtager meget gerne input til min egen forståelse af dette paradoks. For efter selv at være blevet forælder har jeg overhovedet slet ikke, nogensinde, i nærheden af, følt mig fristet til selv at smide denne genistreg på min Micra.

Er jeg en outsider? Vil jeg nogensinde få abonnement på Vi Forældre? Og hvor mange vennepar kan evt. kompensere for dette?

Januar er i sandhed en sort måned …