Thrane

Jakob Hougaard, integrationsborgmester i København for Socialdemokratiet, skriver her til morgen i Nyhedsavisen, at der hersker berøringsangst over for religiøse og kulturelle forskelle. Derfor indledes et initiativ - kopieret efter Århusiansk model - hvor der skal udarbejdes retningslinier til, hvordan virksomheder m.fl. skal forholde sig til ovenstående forskelle.

Det er tilsyneladende hensigten, at dette initiativ skal bringe problemerne frem i lyset og skabe bedre forudsætninger for mellemfolkelig forståelse og [indsæt selv mere pricipforladt pladder]. Dermed rider de videre på den bølge af religiøs ophøjelse og selvretfærdighed, som har oversvømmet landet siden Censurkrisen. Det er blevet de facto-standard, at religiøse argumenter er det absolute trumfkort i den offentlige debat. Og her kommer berøringsangsten ind i billedet.

For hvad definerer berøringsangsten? Er det at åbne op for særlige rettigheder i kraft af et religiøst tilhørsforhold, eller er det at vedholde princippet om religion som en privat sag? Og hvilke perspektiver og præcedens danner det førstnævnte udgangspunkt?

For mig at se, så er dette initiativ et gigantisk selvmål. I stedet for at skabe bedre forståelse mellem mennesker, så fremhæver man nu forskellene. Skal et barn eksempelvis kunne melde fra til gymnastik, madlavning eller hvilket som helst anden aktivitet i kraft af en religiøs spændetrøje, og hvordan vil Asker og Achmed fra 5.b blive påvirket af dette nye element i deres venskab? Dette er bare ét perspektiv, mange andre synes at melde sig, hvis tesen tænkes videre.

Slut herfra - jeg skal på lokum!

Der skal et par go’e hørebøffer til, når man arbejder hjemme, og der samtidig er børnefødselsdag i underetagen, disneytimen ved siden af, og swingerfest hos naboen.

Men alt dette preller af, hvis man har investeret i de efterhånden legandariske Sennheiser HD 280 Pro og samtidig tuner ind på DR Soft.

Farvel støj, goddag til sprøde toner!

Det’ go’ karma!

I sagen om Ungdomshuset, hvor de fleste medier - i noget der kan minde om forsinket forældreomsorg - har brugt ganske meget spalteplads på at beskrive de forskellige krav, som er kommet fra Ungdomshuset og dets erklærede frihedskæmpere, er min kvalmegrænse snart nået.

Jeg har fra starten haft det synspunkt, at den smalle og snævertsynede gruppe af unge, hvis bedste kort åbenbart er at fordømme det samfund, som netop giver dem mulighed for at tåge rundt i en principforladt og ansvarsløs parallelverden, burde spørge sig selv, hvordan det er kommet så vidt, at de vel mere eller mindre ubevidst er havnet i en kræver-mentalitet så stærk, at det medfører vold og ødelæggelser.

Folk slås for deres liv, sikkerhed, mad og demokrati. Folk stemmer om prioritet af offentlige ydelser og services og/eller engagerer sig politisk på anden vis.

Jeg har selv haft min røde ungdom, men jeg håber da, at min abstraktionsevne selv dengang ville have forhindret det kollektive nedbrud, som kravene om nøglefærdige, opvarmede og centralt placerede ungdomshuse udstiller.

Min kollega på bold.dk har for nylig relanceret sit website Observans.dk, som kommenterer forskellige samfundsmæssige finurligheder (frit tolket af red.). Herunder et ganske udmærket indlæg med titlen Gummi-punkerne, som beskæftiger sig med ovenstående tema.

Danmarks bedste kamp blev mod frøspiserne fra Frankrig, som blev sendt hjem med en sæk på 7 kasser! Dermed er en velfortjent bronze-medalje i hus, og for satan hvor jeg under det danske hold det

Jeg erindrer at have læst om en kraftig stigning i hjerteanfald i forbindelse med VM-slutrunder. Jeg takker for, at jeg endnu ikke er en del af denne statistik. Jeg vil dog umiddelbart mene, at jeg sidder i venteværelset på den konto, og jeg vil overveje, om jeg skal finde mig en anden hobby end tv-sport.

Jeg ejer ikke skyggen af rationel abstraktion, når kampene først går i gang.

Og kampen … jae, flot kæmpet af begge hold. Og øv.