Thrane

Trods mentale forberedelser og indtagelse af beroligende medicin er jeg nu blevet 15 år ældre på 70 minutter.

Det var en ubeskrivelig gyser, og Island var nøjagtigt så stærke, som frygtet. Ret fantastisk at en så lille hvalfanger-ø kan mønstre et så forrygende hold. Så meget desto flottere var det, at det danske hold med Den Lange Lærling og Øksen i spidsen på de afgørende tidspunkter fik slået sejren fast i de døende sekunder.

Alt kan ske herfra. Polen virker dog i super form, og en finale mod enten Tyskland eller Frankrig er ikke for børn. Umiddelbart synes den nemmeste vej til medaljer at være finalen, da en eventuel bronzekamp bliver mod ovennævnte pølse -eller frøspisere. Så der skal heppes mod Polen, selvfølgelig, men allerede nu har holdet vist så meget gejst og vilje, at jeg er tilfreds - tak for det - og lad så mit blodtryk blive normalt igen

Så er jeg lige kommet retur fra 4 dage i eksil på Fanø, hvor vind og vand sørger for at rydde hovedet for ord som rentestigninger, stresssymptomer og vinterdepressioner.

På denne tid af året ligger Fanø Bad ganske forladt, og kun de allestedsnærværende tyskere vandrer sagte rundt på stranden - i en begrænset radius fra deres Audi. De er også i den håbløs umoderne svømmehal tilknyttet vores lejlighed - iført lige så umoderne badekåber og ditto badebukser.

Efter mange besøg på øen uden at have spist på Sønderho Kro gjorde jeg fælles front med Fie, og vi indtog en dejlig frokost på stedet. Stemingen var tyk, æggekagen gedigen, og selvom øllet viste en overskredet dato, så var vi meget tilfredse. Vi spiste ikke aftensmad den dag.

Hjemme igen, men blæst igennem.

Det har altid været mere oplagt at kritisere det danske herrehold i håndbold end deres kvindelige kolleger. Dels er herrehåndbold koreografi for bulldozere, dels har der været en del svipsere i de seneste mange slutrunder.

Nu er de i mellemrunden, hvor Spanien netop er blevet besejret. Kvartfinalerne er ikke helt urealistiske, men skulle det fejle, synes jeg stadig, at de har leveret en flot fight. Vi har ikke håndboldens Beckham eller Ronaldinho, men derimod en samling gæve vikinger, som kæmper røven ud af bukserne. Her vil jeg særligt fremhæve Lars Jørgensen, som ubetinget er min fighter-yndling. Ingen palermo-attituder, ingen smarte frisure, ingen skaberi - ren fight! Det går lige i min bog; godt gået, mester!