Familiefester

En tradition i Fies fløj af familien byder, at man mødes en given weekend i en given sommermåned i et givent sommerhus og dér æder sig til en omgang fabelagtige strækmærker og sideløbende udsætter sin lever for noget, der kunne minde om organiseret organtyveri.
Jeg skal lade det være usagt, hvem der går hårdest til maden, men svigerfar er da blandt dem, som må smøre maveskindet ind i madolie mellem retterne. Ingen skam i det, selv er jeg dog mere til at nippe maden ombord.
At maden ikke er det eneste, som kan hærge kroppen, det ved selv den mest reaktionære højskoleforstanderinde, og derfor har jeg ikke meget forståelse for, at min kone (som det fremgår af billedet) på den måde indtager mængder af djævlens juice, så det kommer til at give hendes ansigt en så særpræget og lidet køn grimasse.
Hvis det forekommer folk, at undertegnede selv har en grim facade, så kan det så sandelig undskyldes med, at jeg i samme sekund (uden for billedet) blev zappet med 18.000 volt i bentøjet af svigerfars Voltmaster 2000 - af den simple årsag at jeg havde taget den sidste saltkringel!
Næste år vil jeg helt sikkert mønstre større omhu og tage flere forholdsregler, inden jeg kaster min uskyldige sjæl for løverne i lastens hule til svigerfamiliens hippiefester.
Eftermæle:
På aftenen blev taget 57 billeder men efter dybe reflektioner har jeg valgt at censurere de resterende 56 billeder, da jeg ellers ville risikere eksklusion fra menighedsrådet, skulle de obskure billeder komme for formandens øjne.