2006/Ivan og Henning i byen
Så dukkede kronprinsen op på djævleøen igen, og denne gang skulle vi ganske simpelt bare til hovedstaden efter en bøf og en tilhørende bajer.
Da Carsten er fra Bondemosen i Ullerslev og er vokset op blandt husdyr, haglbøsser og banjospillere, var det mindste jeg kunne gøre at vise ham Rundetårn og derefter smide noget død okse i gabet på den sultne fynbo.
Ovennævnte lukkede dog ikke munden på ham, og jeg begyndte at hælde ganske betragtlige mængder bajer på ham og udsatte ham for det, som Geneve-konventionen har indføjet i afsnittet om Regler for krig … nemlig Sams bar!
Selv dette skumle tiltag havde den besynderlige effekt at stemningen steg endnu et par grader, og da jeg efter lidt agressiv agitation fik lokket Slaven ud af sin hule, hvor han havde forskanset sig med køkkenrulle og Kanal København, blev vi en heftig lille trio på en efterhånden tilrøget karaokebar.
Vi forlod Sams Bar midt i den sjette version af I Will Survive udført af Prebens kone, Henriette, begge i byen for at fejre, at de har holdt hinanden ud i 25 år - formoder jeg … anyway … vi gik derefter lidt rundt for at snuse til stederne. Slaven skulle til bryllup dagen efter og foreslog en hurtig død på en bodega ved siden af Pan. Jeg var mere til Pan, som dog var temmelig forladt, og vi endte på en lille fjollet bar, som Slaven (igen) mente havde potentialle til en hurtig død. Det bedste jeg kan sige om den bar er, at de serverer nogle gode Strawberry daiquiris, og at man kan få dem med i plastikkrus, hvis lokalet virker for trangt.
Det gjorde det, og vi fortsatte til en sikker success i Heidi’s Bier Bar, hvor folk bevægede sig som et levende tæppe af alkoholiserede burhøns. Slaven faldt af efter et par fadøl, og da der var blevet serveret en stribe sprøde dansetrin sluttede Ivan og Henning aftenen af med en medister ved pølsevognen på hovedbanen.
Aftenen i tal:
Bøffer: 2 x 350 g.
White russians: 9 x 20 cl.
Fadøl: 23 x de store glas
Medister: 2 x af de tykke knægte