Så skete det! Sahl kastede sig over en ny mobil - en rigtig mobilos vel at mærke! En Sony Ericsson K750i som enhver rigtig herre har. Nu har tåben så tastet pinkoden forkert 3 gange - med begge sine simkort! 
Så n00ben har noget at drikke væk! Ps. Hilsner til Smukke-Fie derhjemme
Normalt er journalister enige om at forsvare deres fælles fag (til tider endda hinanden) til dommedag. I den seneste tid er denne tese blevet bragt til overvejelse og selv normalt velformulerede og erfarne politikere som Uffe J, er begyndt at blive en smule rundtosset midt i denne mediestorm, hvor de skjulte dagsordener er mange.
Den fremherskende følelse i mit sind giver sig til udtryk som kvalme. Beklageligvis er denne sag så vigtig, så principiel og så aktuel, at man skal være mere end gennemsnitlig ignorant for ikke at føle en vis pligt til at tage stilling og engagere sig i udfaldet og eftervirkningerne.
De mange interesser gør det svært at få fodfæste, og udgangspunktet for sagen er efterhånden kun en skygge i horisonten langt bagude. Tegningerne er blevet symbol på vestens - eller som det kan fremstå i den pludselig genfødte verdenspresse; mest Danmarks - respektløshed og manglende forståelse for religiøse følelser og retten til helliggørelse af disse. Det har manifesteret sig i en gigantiske masseforløsning for mange muslimer, som nu har fået nok og må reagere på årevis religiøs undertrykkelse. Hvis flokkens bevidsthed da rækker så langt som til en reel forståelse sagens natur. En følelsesmæssig reaktion af folk i flok er plutonium langt overlegent, og perspektiverne er skræmmende, når de mange interesseorganisationer og deres mere eller mindre hæderlige motiver tages i betragtninger. Kravet er respekt, og retorikken er død og ødelæggelse - en sjælden frugtbar kombination.
For nylig smed min gymnasietids avis en række billeder ind i debatten. Antallet af kommentarer viser, at interessen for emnet er enorm, men er de nye tegninger overhovedet en del af sagen, som den har udviklet sig? Alle på nær én fremstiller tegningerne statsministeren som en handlingslammet tåbe - så vidt min tolkning - og det er svært ikke at se aktionen som endnu en politisk manifestation fra Information.
Nok for nu - men tag stilling - vi er midt i en kulturkamp!
Efter et par gensidige aftaler om offentligørelse af vores brug af plugins til WP, var KimBlim alligevel først til mølle.
Jeg vil hermed følge trop med min lille pluginside som måske kan inspirere til brug på egen blog
Fredag var dagen, hvor mit kompas ville dreje mod vest og havnebyen Nyborg, hvor Don Skovgård for tiden holder en skrue i vandet.
Dagen startede da også glimrende. Der blev ringet fra børnehaven, hvor Lea for 14. gang nu var sløj og skulle hjemsendes. Ikke umiddelbart en forhindring for fredagsprojektet, da jeg har indgået serviceaftale ægteskab for at imødekomme disse situationer - men alligevel satte det tanker igang, da undertegnede selv et par timer forinden havde undertrykt noget, der kunne minde om febersymptomer.
Nå, ingen paranoia og afsted mod toget. Efter en tvivlsom tur i en hvid passat med Phildo som chaffør, befandt jeg mig på hovedbanegården, og 1½ minut efter stod jeg blandt andre sidste-minut-passagerer i mellemgangen i de strømlinede kvægvogne, hvor det bestemt ikke er tilrådeligt hverken at ha’ klaustrofobi eller ukontrollabel luft i maven. Her begyndte mine svedture at komme tilbage, og jeg opsøgte mere aggressivt en siddeplads. Til min store overraskelse var der rent faktisk pladser i toget - ja, altså de billige rækker i form af klapsæder. Det krævede dog bare lige, at de mange barnevogne og klapvogne, som spærrede for disses udnyttelse, enten blev klappet sammen (vildt!) eller parkeret mindre feminint (ja, man undres over ejernes situationsfornemmelse!).
Således enormt handlekraftig og motiveret af en mindre svedtur fik jeg klappet røven i sædet og sekundet efter budt på en lunken Dansk Pilsner. I min iver efter et sæde havde jeg fået smidt mig ved siden af en munter (oslo-færge-fuld) og snaksaglig (mund-diarre-niveau) herre ved navn Gaba. Han var i sin tid skredet fra Nuuk, hvor han som skraldemand mirakuløst nok ikke havde tromlet nogen ned af betydning i sin konstante brandert både i og uden for arbejdstiden. Ikke hvad han kunne huske i hvert fald. Da jeg spurgte ham, hvorfor hans formand dog ikke viste ham vintervejen, sagde han med et skævt smil, at der ikke umiddelbart var folk til at afløse i byen, og på trods af de mange øl gjorde han og kammeraten et godt stykke arbejde. Efter en kort tur på arkitektskolen i Århus (med omdrejningspunkt i fredagsbaren) brugte han nu mest tid på Staden, hvor ølforbruget vist også fyldte mest på skemaet. I vognen for børnefamilier blev der smidt mange rynkede øjne i vores retning - med klimaks da Gaba en anelse højrystet og med mange S’er diskuterede med sin sjuk på grønlandsk i mobiltelefonen - men man kommer ikke uden om, at en togtur ledsaget af en bajer og snak om løst og fast er blandt de mindre skadelige ting, denne verden har set, og omend ubehjælpelig dranker var Gaba en medpassager over gennemsnittet.
Vel ankommet var jeg i hænderne på min vært, som kunne præsentere en lejlighed uden opvask, nullermænd eller pizzabakker - det sikre tegn på, at singletilværelsen for alvor er ved at tone ud i fortiden. Aftenens program var kun løst skitseret, men en ordentlig æder er obligatorisk og vi gik straks i gang med at tilberede måltidet - bestående af 6 bøffer, en grydefuld kartofler, en kasserolle grønt og 3 breve bearnaisesovs - som var udvalgt til at bombardere vores tarme de næste par timer. De hele blev skyllet ned med rigelige mængder Odense Pilsner, og vi sluttede af med is til dessert.
Det havde ligget i luften, at en tur i byen ikke var udelukket. Når man er så langt oppe i tyverne, som vi er, begynder en tur i byen at rime mere på Café end på Crazy Daisy, men selv dette teoretiske arrangement var for meget for undertegnede, som i løbet af måltidet havde mærket en tiltagende feber luske på plads. Så cafétur blev til panodiler og familiefilm på tv-2.
Næste morgen skulle der ruskes liv i min krop, og vi kastede os ud i en gårtur i den frostkolde Nyborgnatur. Vi kørte til Knudshoved og travede os til varmen. I den anledning fik jeg testet kameraet i min K750 i modlys, hvilket det vist kun lige kan bide over.
Det var som altid et gensyn med en god ladning på batterierne, og hjemturen var da også uden behov for hverken øl eller blabla - bare den sagelig ro, som et halvtomt tog kan tilbyde …
Er du hurtig på fingrene og er din øje-hånd koordination over gennemsnittet, så træd til i nationens tjeneste og tag på rundrejse i Mellemøsten som topdiplomat. Din opgave er at undgå de mest kritiske lande på rejsen og dermed løjre stormen af.
Sådan gør du: Grib fat om det - endnu ikke brændende - Dannebrog med musen og navigér med snilde uden om forhindringerne.
Præmie: Der udloves et autentiske samlerobjekt i form af et par Jesus-sandaler til den diplomat, som kan danse smidige trin i længst tid og som efterfølgende smækker tiden i en kommentar.
Bonus: Ovenstående spil egner sig endvidere glimrende til den absolute multitasking-test, og jeg vil derfor opfordre alle de frejdige kvindemennesker, som hårdnakket vedholder sit køns fordele på dette område - til at tage en tur og notere tiden, således at det kan bliver afgjort i sammen omgang
(Oprindelig kilde ukendt. Kan dog findes her: http://www.bernardflach.com/(..), samt 300 andre steder)
Under en så vigtig og intens kamp som den netop overståede mod den russiske bjørn, er man underlagt sine nerver og henvist til ståpladserne bag sofaen. Den slags kan man ikke sidde stille og nyde, som det ellers er udbredt i vores magelige samfund. Nu hvor vi har vundet 35-28 er min puls så småt ved at komme ned i 3 cifre igen, og jeg sender venlige tanker Ullebøffen og drengene, som forhindrede en 3 timers depression oven på kampen.
En lidt nervøs første halveg (hvor pessimismen hos undertegnede tog til) efterfulgt af fantastisk spil i anden halveg, hvor kollektivet fungerede optimalt. Jeg vil gerne fremhæve Lars Jørgensen, der i rollen som forsvarskrumtap yder en bundsolid indsats og klart er kåret som holdets bedste viking indtil videre i min bog.
Spanien venter forude og efter at have set dem mod Frankrig vil jeg allerede nu begynde at sjatpisse i bukserne jo tættere vi kommer semifinalen, for de ser ud til at spise skandinaver til morgenmad. Omvendt har Danmark alt at vinde, så der skal sgu bare ruskes nogle paellaaber rundt!
Rasmus kom forbi og havde sin nyindkøbte vovse med. Unægteligt sød og ret forelsket i Affe. Dog står kræet i 8 kilo, man kan dermed erhverve sig en ganske fuldbyrdet HTPC for samme beløb. Måske det man vil kalde dårlig dømmekraft
Med afsæt i den verdensomspændende hjernenedsmeltning på grund af nogle tegninger i en avis vil jeg hermed højlydt og fuld af selvretfærdig harme opfordre til boykot af følgende: