Fynsk feber
Fredag var dagen, hvor mit kompas ville dreje mod vest og havnebyen Nyborg, hvor Don Skovgård for tiden holder en skrue i vandet.
Dagen startede da også glimrende. Der blev ringet fra børnehaven, hvor Lea for 14. gang nu var sløj og skulle hjemsendes. Ikke umiddelbart en forhindring for fredagsprojektet, da jeg har indgået serviceaftale ægteskab for at imødekomme disse situationer - men alligevel satte det tanker igang, da undertegnede selv et par timer forinden havde undertrykt noget, der kunne minde om febersymptomer.
Nå, ingen paranoia og afsted mod toget. Efter en tvivlsom tur i en hvid passat med Phildo som chaffør, befandt jeg mig på hovedbanegården, og 1½ minut efter stod jeg blandt andre sidste-minut-passagerer i mellemgangen i de strømlinede kvægvogne, hvor det bestemt ikke er tilrådeligt hverken at ha’ klaustrofobi eller ukontrollabel luft i maven. Her begyndte mine svedture at komme tilbage, og jeg opsøgte mere aggressivt en siddeplads. Til min store overraskelse var der rent faktisk pladser i toget - ja, altså de billige rækker i form af klapsæder. Det krævede dog bare lige, at de mange barnevogne og klapvogne, som spærrede for disses udnyttelse, enten blev klappet sammen (vildt!) eller parkeret mindre feminint (ja, man undres over ejernes situationsfornemmelse!).
Således enormt handlekraftig og motiveret af en mindre svedtur fik jeg klappet røven i sædet og sekundet efter budt på en lunken Dansk Pilsner. I min iver efter et sæde havde jeg fået smidt mig ved siden af en munter (oslo-færge-fuld) og snaksaglig (mund-diarre-niveau) herre ved navn Gaba. Han var i sin tid skredet fra Nuuk, hvor han som skraldemand mirakuløst nok ikke havde tromlet nogen ned af betydning i sin konstante brandert både i og uden for arbejdstiden. Ikke hvad han kunne huske i hvert fald. Da jeg spurgte ham, hvorfor hans formand dog ikke viste ham vintervejen, sagde han med et skævt smil, at der ikke umiddelbart var folk til at afløse i byen, og på trods af de mange øl gjorde han og kammeraten et godt stykke arbejde. Efter en kort tur på arkitektskolen i Århus (med omdrejningspunkt i fredagsbaren) brugte han nu mest tid på Staden, hvor ølforbruget vist også fyldte mest på skemaet. I vognen for børnefamilier blev der smidt mange rynkede øjne i vores retning - med klimaks da Gaba en anelse højrystet og med mange S’er diskuterede med sin sjuk på grønlandsk i mobiltelefonen - men man kommer ikke uden om, at en togtur ledsaget af en bajer og snak om løst og fast er blandt de mindre skadelige ting, denne verden har set, og omend ubehjælpelig dranker var Gaba en medpassager over gennemsnittet.
Vel ankommet var jeg i hænderne på min vært, som kunne præsentere en lejlighed uden opvask, nullermænd eller pizzabakker - det sikre tegn på, at singletilværelsen for alvor er ved at tone ud i fortiden. Aftenens program var kun løst skitseret, men en ordentlig æder er obligatorisk og vi gik straks i gang med at tilberede måltidet - bestående af 6 bøffer, en grydefuld kartofler, en kasserolle grønt og 3 breve bearnaisesovs - som var udvalgt til at bombardere vores tarme de næste par timer. De hele blev skyllet ned med rigelige mængder Odense Pilsner, og vi sluttede af med is til dessert.
Det havde ligget i luften, at en tur i byen ikke var udelukket. Når man er så langt oppe i tyverne, som vi er, begynder en tur i byen at rime mere på Café end på Crazy Daisy, men selv dette teoretiske arrangement var for meget for undertegnede, som i løbet af måltidet havde mærket en tiltagende feber luske på plads. Så cafétur blev til panodiler og familiefilm på tv-2.
Næste morgen skulle der ruskes liv i min krop, og vi kastede os ud i en gårtur i den frostkolde Nyborgnatur. Vi kørte til Knudshoved og travede os til varmen. I den anledning fik jeg testet kameraet i min K750 i modlys, hvilket det vist kun lige kan bide over.
Det var som altid et gensyn med en god ladning på batterierne, og hjemturen var da også uden behov for hverken øl eller blabla - bare den sagelig ro, som et halvtomt tog kan tilbyde …