Et forældersyndrom?
Jeg må indrømme, at jeg i dette emne mest af alt er uforstående. Som om jeg har overset noget eller endnu ikke fået fortalt pointen. For hvad er budskabet og den dybere mening med det meget populære “Børn i bilen”-klistermærke?
Dette spørgsmål har plaget mig i flere år efterhånden, og nu må der ske noget. Jeg graver ned i min gymnasieværktøjskasse og prøver lidt brainstorming. Kunne det betyde, at:
- Du kan bare prøve på at køre ind i mig, for nu er der guld i lasten - og jeg er ret sikker på, at det er egen avl
- Både vores vennepar nede på Flagspættevej og Tina og Kurt fik det samme klistermærke, da de tegnede abonnement på Vi Forældre
- Jeg har bevist min frugtbarhed, og bør ha’ et diplom monteret på min Mondeo
- Jeg er egentlig bare lidt forvirret over alle de ting, som hører med til at miste min fritid og har klistret min bil til i en tilstand af apati
- Jeg er en navlepillende grødhjerne, som på trods af min selvretfærdige udsmykning af bilen kun kører pænt i en radius af 30 meter fra vuggestuen og på min egen villavej
Jeg modtager meget gerne input til min egen forståelse af dette paradoks. For efter selv at være blevet forælder har jeg overhovedet slet ikke, nogensinde, i nærheden af, følt mig fristet til selv at smide denne genistreg på min Micra.
Er jeg en outsider? Vil jeg nogensinde få abonnement på Vi Forældre? Og hvor mange vennepar kan evt. kompensere for dette?
Januar er i sandhed en sort måned …
6. januar 2006 at 12:54
Er du ikke bare misundelig? Den rigtige årsag til at du ikke har smidt sådan et på micra’en er vel egentlig at der ikke er plads til noget udover dig selv
Men jeg fatter den heller ikke…
6. januar 2006 at 12:58
Er da masser af plads bagpå, hvis jeg fjerner nummerpladen og min “No Fear” streamer
6. januar 2006 at 14:16
Det er jo en advardselstrekant, der signalerer til andre billister: Hold jer langt væk - denne billist har sin opmærksomhed rettet mod alt andet end netop trafikken.
Forslår helt klart at Micra’en overklistres med disse!
Findes de også til cykler?