2005/onsdagsaction
På så’n en regnvåd, kold og ganske gennemsnitlig røvsyg onsdag sker der normalt ikke de store revolutioner - af tidligere onsdagshøjdepunkter kan nævnes et toilet der løber, et forsinket forældremøde i en atmosfæreforladt folkeskole og et lunkent fodbad med kursalt fra Matas.
Således tegnede det anderledes lovende for denne onsdags underholdningsværdi, da jeg blev indkaldt til en omgang gastroskopi (kikkert i mave), som skulle udelukke et mavesår. Inden jeg nåede til klinikken i Birkerød, trådte Maya dog på scenen med et potentielt brud på håndledet, og onsdagen begyndte for alvor at markere sig på ugeprogrammet. 2 timer senere var Mayas arm i gips, jeg havde fået tjekket maven uden traumer, og nu overvejer vi, om der kan vrides mere action ud af dagen. Lea kunne tænkes at ha’ par raserianfald i ærmet, som kan fyres af i samarbejde med hendes - på det punkt uhyre præcist - genetisk beslægtede mor. Dog ville dette gå i kategorien trivialiteter, og vi må sætte vores lid til aftenens omtale af skadessituationen på damelandsholdet i håndbold, som nyhedsmæssigt er større end tsunamien, Pakistan og lærernes brandforsikring tilsammen.